Test

Højbede i jern

Højbede i jern og træ fra Land

Højbede i jern og træ er vores mest populære og solgte produkter. Hvorfor? Måske fordi de er så lette at arbejde med. Designet er enkelt, og det samme er opsætningen af bedene. Alle modeller i vores Land Classic system er fremstillet i enten råjern eller galvaniseret stål og uden brug af giftige kemikalier og tungmetaller. Land Modern plantekasserne er ekstra kraftige og fremstillet i særligt holdbare stålkvaliteter, henholdsvis Corten der ruster og højgalvaniseret Magnelis stål. Land Black plantekasserne er fremstillet af aluminium med sort silkemat UV-bestandig pulverlak i farven RAL 9005. Land Wood højbedene i træ er fremstillet af egetræ eller lærketræ, der er naturligt modstandsdygtigt over for råd og svamp uden brug af giftige imprægneringsmidler.

Klassiske højbede

Land Classic højbedene er de absolut mest populære i vores sortiment. Højden på bedene er 25 cm, og de kan stables til 50 cm, mens længde og bredde kan variere alt efter, hvilken model, der vælges. Højbedene fås i råjern og galvaniseret stål. Der findes både modeller uden bund, med bund og med bund og hjul. Klassiske højbede kan bruges til stort set alt - både til at lave smukke blomsterbede med skønne, farverige blomster, frodige grønne planter, små buske og træer, samt til en praktisk inddeling af køkkenhaven.

Ekstra lange højbede

Har du et langt stykke bar mur eller stakit, der ikke er så kønt at se på, eller har du brug for at afskærme eller opdele dit uderum, er disse ekstra lange højbede måske noget. Højbedene leveres i galvaniseret stål og råjern. De sælges uden bund, og kan i princippet laves lige så lange, som du ønsker det. Ekstra tværstivere kan tilkøbes under Byg selv og tilbehør. Brug de ekstra lange højbede til alt lige fra smukke blomster, buske, grønne planter og mellemstore træer, samt til en flot og praktisk køkkenhave.

Højbede med hjul

Disse smarte højbede er stort set magen til vores klassiske højbede. Forskellen ligger i, at de står på en metalplade med hjul under. Det kan være praktisk at have højbede på hjul, hvis de står et sted, hvor der ikke er så meget plads, og det derfor kan blive nødvendigt at flytte lidt rundt af og til for at få plads til det hele. De fås både i råjern og galvaniseret stål. Højbede på hjul egner sig godt til blomster, grønne planter, små buske og træer, samt til at supplere dit udekøkken med smagfulde krydderurter, bælgplanter og rodfrugter.

Højbede med sneglehegn

Vores højbede med sneglehegn er de klassiske højbede med en praktisk sneglekant, der bl.a. holder dræbersnegle væk fra dine planter - helt uden brug af farlige giftstoffer. Højbede og sneglehegn findes både i jern/rust og galvaniseret stål. Husk at tilkøbe hjørnebeskyttere, hvis der kommer børn i din have, for at sikre mod skarpe hjørner, som man kan rive sig på.

Højbedesæt

Specialdesignede højbede i sæt - bl.a. fra havearkitekten Lisbeth Hviid. Højbedene findes i flere former som bl.a. margueritter, trekantede, sekskantede og pyramider. Højbedene er meget kunstneriske at have stående både i for- og baghaven. Fyld dem op med blomster, fint græs og små træer, så det passer til selve opsatsen.

Land Modern plantekasser

De smukke og robuste Land Modern plantekasser er det ekstra langtidsholdbare valg til haven, terrassen eller det offentlige rum. De er opbygget af kraftige metalprofiler i henholdsvis corten der ruster og højgalvaniseret Magnelis stål, og konstruktionen sikrer ekstra stabilitet og styrke. Plantekummerne er 40 cm høje og fås i en række forskellige størrelser, med og uden bundplade, med små fødder, ben eller hjul. Ligesom Land Classic højbedene kan de forlænges til ekstra lange plantekasser, fx til køkkenhaven eller som en 'grøn' havemur.

Højbede i lærketræ

Et andet klassisk valg er vores flotte højbede udformet i lærketræ, produceret på et snedkerværksted i Herning. Lærketræ er fra naturens side yderst modstandsdygtigt overfor svamp og råd, hvorfor disse højbede er fremstillet helt uden brug af giftige imprægneringsmidler. Højbedene findes både i kvadratiske og aflange modeller uden bund. De kan opsættes og anvendes på samme vis som vores klassiske højbede. Det er også muligt at stable dem.

Højbede i natureg

I Land Wood produktserien, findes også de smukke højbede i natureg. Bedene er 20 mm tykke, og er lavet af 20 cm høje egetræsplanker. Det naturlige materiale er meget holdbart fra naturens side, da træet naturligt er imprægneret med garvesyre. Egetræsplankerne kan eventuelt stables, så højbedene kan få en højde på 40 eller 60 cm, men da egetræ kan arbejde en del, er det vigtigt at hæfte lagene grundigt til hinanden ved stabling.

Hvad er et højbed?

Et højbed er jo som ordet selv antyder et bed der er højt. Lidt mere præcist formuleret er et højbed et bed med forhøjet jordstykke, der er afgrænset af et materiale som jern eller træ. Fordelen ved at jorden er løftet op er, at den er varmere og man får en indbygget afgrænsning og opdeling af havens afgrøder, så det er lettere at plantelægge. Men der er flere gode grunde til at bruge højbede, her er nogle af de væsentligste:

  • At bruge højbedet for at markere en tydelig afgrænsning mellem dyrkningsområde og anden anvendelse, have køkkenhave, hyggehjørne
  • At give haven et andet design med højdeforskelle og flere indretningsmuligheder
  • At udnytte solens varme, som hurtigere kan opvarme jorden efter den kolde vinter i et højbed end i et almindeligt bed - det betyder at man kan så og ofte høste tidligere.
  • At gøre sædskifte langt lettere og mere overskueligt i sine højbede
  • At have en bedre arbejdshøjde når der skal plantes, sås, luges, og høstes
  • At jorden er lidt mere løs, og det elsker rødder
  • At kunne så og plante tæt, fordi der ikke skal være plads til at gå mellem planterækkerne
  • At det i nogle sammenhænge kan være lettere at styre angreb fra for eksempel dræbersnegle
  • At kunne styre væksten med et større overblik

Hvor placerer man et højbed?

Man kan i princippet placere sit højbed allevegne i sin have, gård eller udestue. Men som med al anden dyrkning afhænger det lidt af, hvad man ønsker at plante i sine højbede. Er bedet for eksempel placeret et sted, hvor solen står direkte på hele dagen, så skal man ikke så eller plante noget som ikke tåler megen sol. Men når man ved, hvad man vil have i sine bede, så tjek hvilke betingelser planterne skal have, og vælg derefter en placering, der passer til dine tanker om indretning. Har du fire højbede, kan du placere to hvor der er meget sol, og to hvor der er delvis skygge, så har du også en mulighed for at lave sædskifte indimellem. De fleste eksperter foreslår, at bede skal placeres i længderetningen nord-syd af hensyn til sol og skygge, og så skal du som minimum placere dit bed i en meters afstand fra større rodnet fra for eksempel træer og buske.

Overordnet skal du tage højde for sol, varme, vind, adgang til vanding, sædskifte og indretning.

Hvordan laver man et højbed?

Der er to forskellige udgangspunkter. Det første er at man laver et højbed et sted, hvor der i forvejen er jord, og hvor man så afgrænser et areal, for eksempel 1,20 meter bredt gange 2,00 meter i længden. Bredden af dit bed er afgørende for, hvad du kan plante i rækker. Skal du have kartofler i dit bed, kræver to rækker minimum 1,10 meter i bredden. Først og fremmest skal man have fokus på jorden. Placerer man sit bed ovenpå ”gammel” jord, kan det være en fordel at forbehandle jorden. Det gøres ved at komme et lag kompostjord oven på den gamle jord, og med en greb blande og blødgøre gammel jord med kompost. Som udgangspunkt skal du regne med cirka 40 til 50 centimeter højbed jord, altså for eksempel 25 centimeter gammel blødgjort jord, og 25 centimeter havemuld, som er over jordniveau.

Den anden mulighed er at etablere et bed i en kasse, beholder eller lignende, som bliver fyldt med jord og de planter man ønsker. Her er der ingen jord, som skal blødgøres, men beholderen fyldes med for eksempel blød og ny have/plantemuld, alt efter hvilke planter man ønsker. Spørg gerne i dit plantecenter, hvad de anbefaler til de planter, du gerne vil plante. Du kan også finde mange rigtig gode råd på internettet om, hvad der er bedst for dine kommende planter.

Hvilke materialer bruger man?

Der er rigtig mange bud på, hvilke materialer der kan anvendes til højbede, og kort fortalt er de mest anvendte, træ, jern, plast og sten. Hvad der er bedst, er der mange meninger om. Det handler meget om smag og behag, passer det til min indretning, holdbarhed, og meget mere. Hvis man er på bar bund, så at sige, så kan man spørge sig frem eller søge muligheder på nettet. Her kommer et par tips til de forskellige typer at træ, jern/stål, alu og plast.

  • Træ: Bruger du træ, må det ikke være imprægneret. Genbrug er lige så godt som nyt. Der findes træsorter som er mere holdbare i kontakt med jord og vand/fugt end andre, og hovedreglen er, at det skal være massivt træ – ikke limet eller for eksempel spånplader.
  • Jern/stål: Er du mere til jern eller stål, skal du være opmærksom på, at de ubehandlede typer som råjern og Cortenstål ruster, og at rustaflejringer kan forekomme i kanten af dit bed, ligesom rusten kan smitte af på underlag af træ eller fliser. Til gengæld er mange fascineret af farvespillet fra det rustne råjern. Du kan også vælge at købe varmgalvaniserede højbede i de størrelser du ønsker og få et produkt, der bevarer det blanke stål look i mange år og ikke giver afsmitning. Hvis du vælger bede af jern med bund, skal der være drænhuller, så overskydende vand/fugt kan komme væk.
  • Aluminium: Højbede i aluminium er et forholdsvis nyt fænomen, men aluminium er et særdeles holdbart og vejrbestandigt materiale, som mange for eksempel kender fra drivhuset. Aluminium egner sig godt til at sprøjtemale eller pulverlakere i den farve man ønsker, hvilket giver mulighed for at vælge et anderledes udtryk. Vores bede i aluminium er pulverlakeret i en flot silkemat sort farve, som passer godt ind i drivhuset eller på terrassen.
  • Plastik: Plastikbeholdere er også ved at vinde indpas i haver og gårde, selvom flere mener at det er lidt kunstigt. På trods af det, findes der rigtig mange muligheder, også genbrug af beholdere som tidligere har været brugt til andet. Er der bund i din plastbeholder, skal du sørge for dræningshuller. Nogle plasttyper kan afgive sundhedsskadelige stoffer, så være opmærksom på at vælge en type plast som egner sig til formålet. Vores vandingsindsatser med selvvanding og isoleringsmåtter i plast er lavet af godkendte plasttyper, som ikke afgiver sundhedsskadelige stoffer.

Sten, som sættes rundt om bedet - en stensætning - er også brugt, når der skal laves højbed. Med sten skal man bare huske, at når stenene er sat, så bliver de der. Sten bør kun bruges, hvor der er tale om mere permanente bede.

Farver på vores højbede

Når du skal beslutte dig for det rette højbed, er det værd at overveje den ønskede farve. Som beskrevet har vi flere bud på højbede i forskellige materialer og dermed forskellige farver. Drømmer du om charmerende højbede i træ eller måske de stilrene højbede i jern? Om du vælger træ højbede, højbede i jern eller noget helt tredje, har betydning for den farve, som højbedet får.

Højbede i træ får en fin sølvgrå patina, hvis man lader dem stå ubehandlet. Vil man gerne bevare den varmere glød, som træet har fra start, kan man bejdse eller oliebehandle. Man kan også male bedet, hvis man ønsker en helt anden farve. Vi anbefaler dog kun at male og bejdse træet udvendigt for at undgå, at giftige stoffer fra bejdse eller maling kommer i kontakt med jorden inde i bedet. Vil du gerne oliebehandle dit bed indvendigt, er det vigtigt at bruge en ren naturlig olie uden svampemidler eller andre tilsatte kemikalier.

Højbede i ubehandlet jern får en flot og levende rust patina, som mange holder af, men vil man hellere bevare det klassiske grå stål look, kan man vælge bede i galvaniseret stål. Det rustne look er meget populært i byrummet i disse år, og står godt til det grønne løv på planterne, men galvaniseret stål er også et klassisk materiale til uderummet.

Hvis ikke du ønsker den naturlige træ- eller jernfarve, vil vores højbede i sort måske være mere dig.

Opsætning af højbede

Det er muligt at opsætte højbede på flere forskellige måder, hvilket også er en af grundene til at de er så populære i salg.

  • Enkeltvis: Højbedene kan enten stå enkeltvis op ad en mur, et hegn eller langs et stakit. Sæt dem også gerne frit i haven, således at du kan komme til dem fra alle sider.
  • Klynger: Sæt flere højbede sammen. Således er bedene stadig lidt inddelt, selvom de er samlet i et stort bed.
  • Niveaudelt: Ved at sætte to eller flere højbede oven på hinanden, kan du bygge højbede i mange niveauer. Højbedene stables ved først at fylde jord i det nederste, hvorefter der stables endnu et højbed ovenpå og fyldes jord i det.
  • Bund, ben eller hjul: Disse højbede er primært egnede til at stå på jævne områder med fliser, klinker eller plankegulv - enkeltvis eller i klynger. Modellen med hjul kan selvfølgelig flyttes rundt, som du ønsker det.

Der findes både modeller, som er beregnet til at sætte på et stykke åbent jord, samt modeller med bund og evt. hjul. Sørg for at størrelsen af dit bed i areal og højde passer dig. Hvis du skal have flere bede tæt ved hinanden, så sørg for rimelig afstand imellem dem. Tænk på arbejdsrum, gangplads og om du skal kunne køre noget ned mellem gangene. 

Jord til højbede og højbedsmuld

Planteskolejord eller højbedsmuld findes i de fleste plantecentre, og disse typer må anbefales, da de er blandet til formålet. De indeholder alt det som planter har brug for, og så har de gennemgået en sortering. De består af muldjord, sand og langtidsmodnet kompost. Uden at gå i detaljer, så virker modnet kompost drænende, når der er meget fugt, mens det er rigtig godt til at holde på fugt i tørre perioder. En meget vigtig pointe i forhold til jord er at fylde godt op. Jord pakker sig og synker sammen med tiden, og derfor er det bedre at bruge for meget – med læs på, fra starten af. Påfyldning eller supplering senere på året er en rigtig god ide ved større planter, men er ikke en løsning i køkkenhaven, hvor man risikerer helt at begrave sine afgrøder.

Hvilke planter skal der i højbedet

En rigtig god ide før man etablerer højbede, er at lave en plan for, hvilke planter man vil have i bedene. Hvis det er urter, skal de måske ikke have lige så meget sol og varme som for eksempel tomater og agurk. Vælg de planter, du ønsker. Blomster, urter, grøntsager, rodfrugter med mere. Derefter undersøger du hvilke vækstbetingelser, de skal have. Sol, varme, skygge, jord og vand. Når du har en plan for det første år, skal du også tænke på næste år. Kræver nogle af dine planter sædskifte, altså at jord og planter ikke kan sammen år efter år. Når din plan er på plads, kan du gå i gang med at plante og så i dine højbede, som helt sikkert vil give rigtig meget fornøjelse og glæde.

På Landhave.dk finder du indlæg om, hvordan man opnår succes med diverse afgrøder. Læs bl.a. her hvordan tomater og artiskokker skal plantes og passes i højbede.

Plantning

En af de helt store fordele ved højbede er, at jorden bliver varmet hurtigere op om foråret, så du kan komme tidligere i gang med at plante og så. Flerårige planter nyder også godt af den varmere jord om foråret og får et lille forspring i forhold til andre planter i haven.

Der er stort set ingen grænser for, hvad du kan så eller plante i dine højbede. Man kan sagtens bruge almindelige frø til såning, men hvis det er muligt, så er det bedste at plante spirer, altså frø eller planter der har rod. Mange forspirer hjemme eller i drivhuset, så de er klar til at blive plantet i det tidlige forår, når frosten er væk. Prøv for eksempel at tage nogle frø fra en tomat eller peberfrugt og så dem i en potte med jord halvanden måned før udsætning – februar, så har du billige tomat- og peberfrugt planter til udsætning.

Pasning - vedligeholdelse

Når sæsonen er i gang kan du holde øje med væksten i dine højbede. Det går ret hurtigt, og du vil næsten hver dag se udvikling og vækst. Du skal holde øje med højbedets fugtighed, det må selvfølgelig ikke tørre ud. Ukrudt kommer op alle vegne – også i et højbed. Men det er oftest meget mindre end på fri jord. Sørg for løbende at holde dine bed fri af ukrudt med lidt finger-lugning. Aldrig sprøjtemidler. Og en af fordelene ved et højbed er jo netop lettere adgang og større overblik, så det er meget nemmere at holde rent for ukrudt.

Husk at gøde jorden i vækstsæsonen - hvor meget og hvornår afhænger af afgrøden, men de fleste afgrøder bør gødes mindst en gang, gerne når spirerne har etableret de første blade efter kimbladene. Kunstgødning indeholder salte, som får jern til at ruste hurtigere. Til vores højbede i jern og stål anbefaler vi derfor udelukkende at bruge organisk gødning. Det kan naturligvis være frisk heste- eller hønsemøg, men organisk gødning fås også tørret i pilleform i de fleste plantecentre.

Snegleangreb og skadedyr

Højbede er heller ikke fri for snegleangreb eller andre skadedyr, men det er også her nemmere at komme til livs. Snegle kan man tjekke for hver dag, eller tage sine forholdsregler med sneglefælder og lignende. Nogle vælger højbede med sneglekant for at eliminere muligheden for snegle i afgrøderne.

Vanding

Til sidst skal vanding i højbede nævnes. Et højbed må aldrig tørre ud, men heller ikke overvandes. Så her er det vigtigt, at du har valgt en jordblanding, som er god til at holde på fugt. Vand godt ved etablering, såning og plantning, og vand mindre som tiden går. Er vejret meget varmt og tørt i længere perioder, skal du vande oftere – hver fjerde dag, ellers føl efter.

FAQ

Hvor bør man placere et højbed?Placer højbedet i et område med god sollys, helst 6-8 timer dagligt. Vælg et fladt og veldrænet sted for at undgå vandophobning. Overvej også nem adgang til vandkilder og arbejdsområder samt beskyttelse mod stærk vind og skadedyr, når du vælger placeringen.

Hvor højt bør et højbed være?Et højbed bør generelt være 25-45 cm højt for de fleste planter, hvilket giver tilstrækkelig jorddybde for rødderne. Hvis du ønsker bedre arbejdsforhold eller dyrker planter med dybere rodnet, kan en højere kasse på 50-60 cm eller 60-80 cm være mere passende.

Hvilken jord i højbede?
Til højbede anbefales det at bruge en næringsrig og velstruktureret jordblanding. En blanding af kvalitetsmuld, velomsat kompost og dræningsforbedrende materialer som perlit, vermiculit eller sand skaber det ideelle vækstmiljø. Højbedemuld er en færdigblandet løsning, der er særligt designet til højbede og plantekasser.